billige Photo by Viviana Rishe on Unsplash

10 billige ting at lave i Aarhus

Sidst opdateret 12/11-2019

Da jeg selv bor omkring smilets by og tit er på jagt efter billige aktiviteter som ikke indebærer øl, tænkte jeg det var på tide at dele mine top 10 billige ting at lave i Aarhus for jer.

Som ung og arbejdende på fuldtid (til tider), vil jeg gerne ud og lave ting når jeg ikke arbejder.

Men det er ofte dyrt at spise ude, så derfor tænkte jeg at jeg først kommer rundt om aktiviteter, og i et andet blogindlæg der er i draft-skuffen, kan I få billige spisesteder i Aarhus.

Dette blogindlæg indeholder affiliate links (reklame-links), hvilket betyder jeg kan modtage en lille kommission, uden omkostninger for dig, hvis du foretager et køb.

 

1. Stand-up på Alberts

Hvis du kender til Bernhardt’s så kender du helt sikkert til Alberts. Hver uge, mandag til torsdag og søndag, er der live stand-up helt gratis. Fredag og lørdag er der tapas og vin, og det er desværre ikke gratis, men noget jeg ofte har haft lyst til at prøve.

Hvis du vil læse mere, kan du finde mere info på deres hjemmeside her.

2. Væksthusene i botanisk have

Hvis du ikke har været i botanisk have, så er det bare med at komme afsted!

For en plante-elsker som mig er væksthusene den helt store oplevelse med masser af planter (og sommerfugle!). Det er virkelig hyggeligt at gå igennem de forskellige huse og opleve naturen fra verdenen over.

Du kan finde deres åbningstider her.

3. Dyrehaven

Marselisborg dyrehave er også noget for sig med alle de dådyr og hjorte, der går frit rundt.

Min kæreste og jeg tog derhen på et tidspunkt med 2kg gulerødder. Her blev vi mildt sagt overfaldet af sultne hanner og hunner, og på 2 minutter var alle gulerødderne væk.

Husk at læse instrukserne, da der er nogle forholdsregler ift. kælvnings- og brunstperioden.

Du kan læse mere om det her.

4. Øst for Paradis

Hvis du er til film i en hyggelig og intim atmosfære, så skal du prøve at tage ned til Øst for Paradis.

Det er en mindre biograf placeret på Paradisgade, hvor de viser alle slags film, både gamle og nye. Så hvis du er en film-elsker, men synes det er for dyrt at tage i CinemaxX, så er Øst for Paradis lige noget for dig.

Se film og spilletider her.

5. Salling Roof Top

Salling Roof Top er ikke så nyt som det har været, men det er lige så spændende at være deroppe femte gang, som første gang.

Ellers kan man altid købe en flaske vin og sidde deroppe med nogle tæpper og kigge ud over Aarhus på en rolig aften.

Se deres åbningstider her.

6. Poetry Slam på Under Masken / HQ

Poetry slam har bare været populært i min vennegruppe. Hver måned tog vi til slam på HeadQuaters eller på Under Masken og drak et par øl, grinte, græd og diskuterede meningen bag de mange, mange slams.

Det er ikke for alle, men det er super hyggeligt! – og en af de billige alternativer, hvis du holder øllene på et minimum.

De har ikke en hjemmeside, men de har en facebook-side lige her.

Billige Photo by Thought Catalog on Unsplash

7. Minigolf på toppen af Bruun’s Galleri

Når min kæreste og jeg er i rigtig konkurrencehumør, så tager vi op på taget af Bruun’s (som vi århusianere kalder det) og tager 18 heftige baners minigolf, bare for at finde ud af, at jeg stadig er den bedste ;-).

Deres åbningstider ligger forskelligt på året i korte tidsrum, så det er bedst at tjekke deres hjemmeside ud, inden du vælger at tage derop.

Priserne er 70kr for voksne og 40kr for børn (under 12 år). Og der er forfriskelser man kan købe til, så det gør det lidt mere hyggeligt og ikke lige så konkurrence-agtigt.

Find mere information her.

8. Billige begivenheder på Dokk1

På Dokk1 sker der ting hele tiden. Udover at det er borgerservice, samt bibliotek, så sker der ofte en masse spændende begivenheder. 

På et tidspunkt tog jeg til en bogoplæsning, og det var super hyggeligt!

Men derudover er der foredrag, workshops, you name it. Du kan finde mange begivenheder på facebook, ellers kan du finde dem her.

9. Brætspil og snacks

Er du til brætspil, varm kakao og popcorn? Jamen så er brætspilscaféen måske dit nye sted at hænge ud!

De har hundredevis af forskellige spil, og for kun 30kr per person kan du spille dem med dine venner og alle dem du kender. Derudover kan du købe bl.a. popcorn, nachos og diverse snacks, samt øl, varm kakao og alt muligt andet lækkert!

Snacksene er måske ikke så billige, meeeen… Snacks, am I right?

Der ligger en café på Fredensgade og Vestergade, og de har begge åbent alle dage (udover mandag på Fredensgade). Find ud af mere her.

10. Skøjte foran Musikhuset

Vintertiden er over os (“winter is coming!”), og det er lig med skøjtebaner! 

Jeg ved ikke med dig, men jeg elsker at skøjte, og for kun 50kr kan du gøre det på den fine, begrænsede bane de sætter op, ude foran musikhuset. 

Den åbner i december og er der til februar. Du kan tjekke åbningstiderne her.

Tak for at læse med, jeg håber du kan få en masse spændende, nye oplevelser med så få brugte penge som muligt. 

Hvor tager du hen for at hygge dig, når det er sidst på måneden? Skriv det i kommentarerne!

Tania


OBS: Jeg bruger gratis billeder fra hjemmesiden Unsplash. Al credit går til de mennesker der tager disse fantastiske billeder.

Like og følg fattig minimalist!
fb-share-icon96

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error

Nyder du fattig minimalist? Så vær sød at like og dele (: